Band


Trouble Cats, Dexter i Odense, december 2017. (Foto: Emil Andresen)

Trouble Cats, Dexter i Odense, december 2017. Fra venstre: Henrik Thorsen, trommer, kor, Morten Brauner, bas, kor, Martin Blom, guitar, vokal, Henrik Hansen, mundharpe, vokal.(Foto: Emil Andresen)

Trouble Cats 2018

Blues & rootsrock-bandet Trouble Cats, der fejrede 30 års jubilæum i 2017, udgiver nyt studiealbum 27. maj 2018.

Trouble Cats har et nyt motto: ”I 2018 kører vi med katten”. Det er ikke fake news, men den skinbarlige sandhed. Veteranerne fra Aarhus beviser, at katte har mange liv, og Trouble Cats anno 2018 er levende og sprudlende som aldrig før. 27. maj er der releasekoncert med det nye studiealbum ”4”.

13 sange fra studiet
Med det nye studiealbum fortsætter Trouble Cats i samme tempo og med samme energi, som har kendetegnet bandet de senere år. I februar 2017 udkom livealbummet ”Live In Aarhus 2017”, der er udgivet på LongLife Records og indspillet på spillestedet Fatter Eskil i Aarhus. Året bød på stribevis af koncerter, dels på en række festivaler i sommeren, og dels på en efterårstur, der bragte Trouble Cats rundt i hele landet. Albummet ”4” rummer syv nye sange, en ny version af et ældre nummer, studieudgaver af to sange fra livealbummet samt tre bonustracks med akustiske ”live-i-studiet”-versioner af sange fra det uopslidelige Trouble Cats-repertoire. Albummet bliver udgivet på LongLife Records og er indspillet i Finlandstudio i Aarhus.

Fire musikere – ét band
Det nye album understreger to ting. Dels at bandet udvikler sig konstant, og at der hele tiden er nyt materiale og nye sange i gang. Trouble Cats har altid udmærket sig ved at spille stort set udelukkende originalt materiale. Og dels at bandet netop er et band, et fællesskab og en enhed, som nu er rykket ind i studiet og har dyrket og finpudset deres udtryk og sound.

”Vores styrke som band er vores kollektive ånd og indbyrdes forståelse. Vi kender hinanden særdeles godt, og både sangene og vores liveoptræden oser af den fælles energi. Og så er der jo det ved det, at vi hele tiden vil videre, afprøve nye ting og holde gang i gryden. Det stopper ikke – selv efter mere end 30 år som band,” siger Henrik Hansen, mundharpemand i Trouble Cats.

Et band i tykt og tyndt
Trouble Cats opstod i 1987, da bluesboomet væltede frem, og spillestedet Fatter Eskil i Aarhus var hjemmebanen. De følgende år blev Trouble Cats et efterspurgt navn og spillede de næste mange år 80-100 årlige koncerter i både ind- og udland og udgav flere album. I 90’erne og 00’erne optrådte Trouble Cats i forskellige udgaver. I 2013 blev den oprindelige kvartet gendannet. I 2016 kom ny trommeslager til, og i dag er Trouble Cats stadig det, de altid har været: Et band med deres helt eget udtryk og en stor kærlighed til bluesrødderne og den enkle rock ’n’ roll.

Roser fra anmelderne
Albummet ”Live In Aarhus 2017” blev rigtig godt modtaget. Anmelderne skrev blandt andet:
”Imponerende nok gjør Trouble Cats utelukkende nye og gamle originallåter. Et meget samspilt og tight band med gode prestasjoner både på gitar, munnspill og hardtslående trommer.” (Fire stjerner, BLUES NEWS Norge)
“Der er saft, kraft, ukuelig vitalitet, kompetence, spille- og syngeglæde over samtlige 11 skæringer.” (BLUES NEWS, Danmark)
“Kvartetten fremfører sangene med en kompetence, der afspejler mange års samspil
og erfaring.” (CAPAC)
“Trouble Cats beviser, at de er et solidt bluesband.” (ROOTS ZONE)

I en liveanmeldelse af Trouble Cats på Dexter i Odense i december 2017 skrev Blues News blandt andet: ”Med en stak nye kvalitetsnumre under bæltet, ny cd i støbeskeen og jobs i kalenderen ser fremtiden særdeles lys ud for dette legendariske, vitale og garvede band, som man kun kan blive glad i låget og musikalsk beriget af at opleve.”

Trouble Cats består af:
Henrik Hansen, mundharpe, vokal
Martin Blom, guitar, vokal
Morten Brauner, bas, kor
Henrik Thorsen, trommer

Trouble Cats på Facebook
Trouble Cats på YouTube

LÆS MERE OM HISTORIEN OM TROUBLE CATS!