Om Trouble Cats

Nyt fra det gamle hæderkronede og DMA-nominerede bluesband Trouble Cats. Bandet, som blev dannet i efteråret 1987, er på ingen måde gået på pension. Der er masser af liv i de gamle katte, som har stillet sig selv det enkle spørgsmål: “Hvorfor var det, vi dannede vores bluesband for 35 år siden?” Svaret kommer prompte: “Fordi vi ville gå all in på bluesmusikken med den klassiske opstilling mundharpe, guitar, bas og trommer. Og fordi vi hurtigt kunne konstatere, at vi spillede godt sammen.”

Trouble Cats har som band en stærk holdånd. Det er ikke en solist med musikere bag sig, men et musikalsk kollektiv med en efterhånden telepatisk måde at skabe musik på. Enten det er i studiet, i øvelokalet eller live foran et publikum.  Ude på scenerne er Trouble Cats aldrig bange for at lade publikum spille med, vriste sig fri af det sikre og kaste sig ud musikalske eventyr og letantændelige øjeblikke.

Trouble Cats er undervejs med et nyt album, som udkommer i starten af 2023. Ti spritnye numre, som tager bandet og alle andre med tilbage til det, der startede det hele. Den enkle og appellerende blues med elementer af jumpblues, Texasblues, Chicagoblues, boogie, swing og rock ’n’ roll. Og med Trouble Cats’ helt eget udtryk og aftryk.

Nomineret til DMA
I godt 35 år har Trouble Cats været med på den danske bluesscene. Med originale sange, et tæt sammenspil og en udadvendt liveoptræden er Trouble Cats garant for en publikumsoplevelse i særklasse. Bandet er elsket af publikum, har de senere år udgivet to album. Studiealbummet ”4” fra 2018, som var nomineret i kategorien Årets Bluesudgivelse ved Danish Music Awards Blues 2019, og livealbummet ”Live in Aarhus 2017” – og har spillet massevis af succesfulde koncerter på spillesteder og festivaler.

Klip fra anmeldelser:

Trouble Cats har med albummet ”4” leveret et festfyrværkeri af et langtidsholdbart album, som de med rette kan være stolte af.” (Blues News Danmark)

”Trouble Cats er et sammentømret band, der banker på med ægte hjerteblod. Det er folk, der kan deres håndværk, og der spilles tæt og intenst. Der er masser af gode guitarriff, suveræne ”slide”-stykker og mageløst mundharmonikaspil.” (Magasinet Plus 33)

”Der er ingen tvivl om, at d’herrer kan deres kram, og de bevæger sig ubesværet rundt i såvel up-tempo blues-rock-numre som de mere seje, langsommere bluesting. Størstedelen af repertoiret er egne kompositioner, men de er alle tro mod traditionerne inden for genren. Og hver især er de fantastisk dygtige musikere.” (Liveanmeldelse, jazzfest.dk)

”Fremtiden ser særdeles lys ud for dette legendariske, vitale og garvede band, som man kun kan blive glad i låget og musikalsk beriget af at opleve.” (Blues News Danmark)

”Imponerende nok gjør Trouble Cats utelukkende nye og gamle originallåter. Et meget samspilt og tight band med gode prestasjoner både på gitar, munnspill og hardtslående trommer.” (Fire stjerner til albummet ”Live in Aarhus”, Blues News Norge)

“Trouble Cats beviser, at de er et solidt bluesband.” (Magasinet Roots Zone)

Om Trouble Cats

Med studiealbummet ”4” (udgivet maj 2018) fortsatte  Trouble Cats i samme tempo og med samme power, som har kendetegnet bandet de senere år. Albummet efterfulgte livealbummet ”Live In Aarhus 2017” (LongLife Records).

Albummet ”4” fik en flot modtagelse, og det samme fik videoen til sangen ”Try” fra albummet.  I juli i år var sangen ”Rockin’ ’Round The Tombstone” et af de mest spillede på DR P5.

”Vores styrke som band er vores kollektive ånd og indbyrdes forståelse. Vi kender hinanden rigtig godt, og både sangene og vores liveoptræden oser af den fælles energi. Vi vil hele tiden videre, afprøve nye ting og holde gang i gryden. Det stopper ikke,” siger Henrik Hansen, mundharpespiller og sanger i Trouble Cats.

Trouble Cats opstod i 1987, da bluesboomet væltede frem, og spillestedet Fatter Eskil i Aarhus var hjemmebanen. Trouble Cats blev hurtigt et meget efterspurgt navn og spillede de næste mange år 80-100 koncerter årligt i både ind- og udland og udgav flere album. I dag er Trouble Cats stadig det, de altid har været: Et band med deres helt eget udtryk og en stor kærlighed til bluesrødderne og den enkle rock ’n’ roll.

Trouble Cats er:

Henrik Hansen, mundharpe, vokal
Martin Blom, guitar, vokal
Morten Brauner, bas, kor
Henrik Thorsen, trommer, kor

Trouble Cats på Facebook
Trouble Cats på YouTube

(Foto, også forside-header: nolightstudio.com)